Teknikken der tæller

Med oliechaufføren på jobbet en helt almindelig, kold onsdag

Tankbilen holder venstre side af Rørthvej lige uden for Odder. Det er en kold, diset novemberdag, og det er lige nu, olietanken skal fyldes op, så man ikke risikerer kolde radiatorer, når vinteren for alvor sætter ind.
Johan har trukket påfyldningsslangen hen til studsen og åbnet for hanen. Og mens han lytter til fløjtelyden fra udluftningen på 1200 liters-olietanken, fortæller husejer Preben Bjarnaberg, at han kan nøjes med en enkelt påfyldning om året.
- Resten af opvarmningen klares med en pallefuld pressede træbriketter i brændeovnen, fortæller mureren, der bor i et rigtigt murermesterhus, bygget i 1946 og med både kælder, overetage og oliefyr.
1147 liter viser tælleren, da fløjtelyden stopper og fortæller, at olien er nået op til udluftningen og tanken derfor fuld. Det er små tre timer siden, Johan startede tankvognen og satte kursen mod Århus Havn for at få fyldt op. 23.500 liter kan han have med på sin daglige tur rundt til villaer, landejendomme og erhvervsvirksomheder mellem Århus i Nord, Horsens i syd og Klovborg i vest.

Levering til konkurrenten
Carl Johan Olsen hedder han, hvis det skal være helt korrekt. Men Johan er kaldenavnet for den 46-årige oliechauffør, der er gift med Sabrina og far til døtrene Kamilla på 17, som går på Horsens Statsskole, og Emma på 12, der går i 6. klasse hjemme i Hatting fem km vest for Horsens.
Før vi nåede til Rørthvej, havde vi været i Gjesing, Torrild og Fillerup for at komme af med dele af lasten. Og en tur ind gennem Odder, hvor vi ud ad Østermarksvej kom ind i en kortege af unge på vej til første time på Odder Gymnasium, inden vi endte hos firmaet Airtjek, der installerer klimaanlæg og varmegenvinding i kombination med jordvarme i danske boliger. En konkurrent til oliefyret så at sige, men montørernes biler kan ikke køre på jordvarme. De skal have diesel, og det er Johan også leveringsdygtig i.
En snes kunder har han denne helt normale onsdag, og de fleste af dem kender han, selv om vi ikke møder mange af dem hjemme. Nogle falder fra, f.eks. fordi de får fjernvarme eller anden alternativ opvarmning.
- Men heldigvis kommer der da hele tiden nye til. Og så der lige med at finde både dem og deres olietanke, smiler Johan, mens vi sætter kursen mod sydøst, hvor der er en enkelt kunde i Søby mellem Hou og Gylling, inden vi havner i Stensballe og Horsens, hvor vi ramler ind i dagens første pause.

Spilder ikke tiden
Pausen er på et kvarter og kombineres med levering af godt 3000 liter i en af de større jordtanke ved en villa med udsigt til Horsens Fjord. Køretidsreglerne siger, at når bilens hjul har rullet i 4½ timer, skal den og chaufføren holde tre kvarters pause. De må dog gerne fordeles med et kvarter undervejs og en halv time, når de 4½ timer er gået.
- Og i stedet for at spilde tiden på en rasteplads, kan vi jo lige så godt blive holden de her og nyde udsigten over Horsens Fjord, siger Johan, der har kørt olie for Hornsyld Købmandsgård i seks år.
Oprindeligt er han uddannet møbelsnedker, men han arbejdede kun som svend i et år, før han fik mulighed for at køre lastbil – først i en årrække med øl til depoter, siden med købmandsvarer Jylland rundt for en vognmand, der kørte for Edeka i Horsens. Da han hørte, Hornsyld Købmandsgård manglede en oliechauffør, slog han til.
- Det er et godt og frit job. Selvfølgelig er det ikke mig, der styrer, hvordan ordrerne indløber, men jeg kan i vidt omfang selv tilrettelægge min rute og køre og passe mig selv, når blot jeg også sørger for at passe kunderne, siger chaufføren, mens han sniger sin stadig tunge tankvogn på plads, så den generer trafikken mindst muligt i den ensrettede Levysgade i Horsens. Herfra kan den 45 meter lange påfyldningsslange sagtens nå ind til tanken i baglokalet til Inspiration i Hestedamsgade, der først kan få leveret, når personalet er mødt og butikken åben.
- Ellers er det bedst at bruge de tidlige morgentimer, når vi skal læsse af i midtbyen. Da er der bedst plads, konstaterer Johan, inden vi kan sætte kursen ud af byen og via endnu en villakunde fortsætte ude på landet.

Masser af motion
På Vandmøllevej i Egebjerg er der lige netop plads gennem en låge i indkørslen til, at tankvognen kan komme tæt på tanken, der står i stalden. Og derfra sætter vi kursen vestpå – ud på landet, hvor der er både landbrugs- og villakunder, inden vi når denne dags vestligste stop i udkanten af Klovborg. Da har den elektroniske tidsmåler fortalt, at det er lige om lidt, han skal begynde på dagens anden pause på en halv time efter 4½ timers køretid. Pausen starter, så snart han har hældt 1000 liter i olietanken, der står omme bag huset. Klokken er 12 og arbejdsdagen seks timer gammel. Og Johan har allerede fået masser af motion. For når slangen skal trækkes ud i fuld længde, går han mange skridt og må lægge kræfter i.
- Jeg synes ikke, jeg har brug for motion i fritiden – et chauffør-job som det her er jo ikke et stillesiddende arbejde, påpeger chaufføren.
Ikke alle kunder har kunnet aftage de mængder, Johan havde regnet med, så han ringer hjem til kontoret for at høre, om der er et par kunder på de kommende dages lister, der eventuelt kan klares på vejen. Det bringer os omkring Flemming, inden vi igen når ind til Horsens, hvor en af firmaets meget trofaste kunder skal have fyldt op.
- Vi fik leveret fra Hornsyld Købmandsgård, allerede medens vi boede på en nedlagt ejendom i Bleld mellem Gedved og Hovedgård. Og vi beholdt selvfølgelig leverandøren, da vi får 19 år siden flyttede herind på Mågevej, fortæller Inger Andersen, der aldrig har haft noget at klage over.
- Næh, så havde vi nok fundet et andet firma, smiler hun, da Johan overrækker hende følgesedlen.
Der er stadig olie på bilen, så det rækker ud over dagens sidste ordre på en villavej i Dagnæs. Og hjemme på kontoret bliver endnu en ordre fisket ud af bunken, så en villaejer på Hørvej kan komme hjem til en fyldt tank.
Halvdelen af Hørvej er spærret på grund af opgravninger.
- Det er fjernvarmen. Der har vi måske en konkurrent, konstaterer Johan, inden vi sætter kursen mod Hornsyld for at få fyldt tankbilens egen tank op og kigge næste dags ordrer igennem for at få planlagt turen.

Klar til næste dag
97,6 liter diesel har Johans tankvogn brugt, da de er i Hornsyld kl. 15.30 efter en fredsommelig arbejdsdag.
Men dagen efter skal Johan – ud over at passe sine ”egne” kunder nordpå – hjælpe kollegaen, der i det sydlige leveringsområde har rigeligt travlt. Det indebærer bl. a. en større levering hos en erhvervskunde i.
- Jelling kan jeg klare hjemmefra, inden jeg kører til Fredericia for at fylde tankene op, funderer han og beslutter at fylde den første ordre på bilen fra de tanke, der er placeret hjemme på købmandsgården i Hornsyld. Torsdag begynder arbejdsdagen så kl. fem og bringer ham rundt på mange andre veje end onsdagen.
- Der må jeg have gang i gps’en, for det er ikke så hjemmevant, indrømmer chaufføren, der i ordrebunken støder på adressen Rørthvej.
- De har nok set, vi kom forbi i morges og er kommet i tanker om, at det er tid at få fyldt tanken op. Sådan går det tit, konstaterer Johan og kører hjem for at holde fyraften.

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Fax: 75 68 76 41
Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11