Forside Kontakt HK Nyhedsbrev Print Login  

Købmandskab med stort K

Navnet Hornsyld Købmandsgaard lyder måske beskedent og en smule gammeldags, når det tages i betragtning, at vi omsætter for ca. 900 mio. kroner årligt. Men det er ingen tilfældig-hed, at navnet har hængt ved i 75 år, for både den lille by Hornsyld og den oprindelige Købmandsgaard er stadig den kilde, hvorfra alle koncernens aktiviteter udspringer.

Den gode handel i centrum
Jørgen A. Jepsen senior grundlagde Hornsyld Købmandsgaard A/S i 1932, og selv om det set udefra er noget ganske andet sønnerne Niels og Jørgen Jepsen har drevet de sidste mange år sammen med direktør Lars Christensen, så er det stadig ønsket om at tilbyde en god handel, der driver værket.
Vi er ganske vist vokset med opgaven og blevet til en stor og moderne forretning, men det er stadig den personlige betjening og direkte adgang til kompetent rådgivning, vi ønsker at give vore kunder.

Bagerst fra venstre: Birgitte Jeppesen, Henrik Hedegaard, Mogens Andersen, Benny Mortensen, Marianne Jepsen.
Forest fra venstre: Charlotte Jepsen, Søren Smidstrup og Lars Christensen 

År 2007 er året, hvor vi har sikret Købmandsgaardens fremtid som selvstændig og uafhængig Landhandel. Ejerkredsen består nu udover Familien Jepsen og Lars Christensen af fire loyale medarbejdere som nye ejerledere, nemlig lederne af afdelingerne: Grovvarer (Agro), Henrik Hedegaard, Olie, Søren Smidstrup og Trælast, Mogens Andersen samt Økonomi, Benny Mortensen. Disse fire personer er nu aktionærer i Købmandsgaarden.

Det er afgørende for os, at alle vore relationer er baseret på åben og ærlig dialog – det gælder både i forholdet til kunder, leverandører og myndigheder. Vi lægger ligeledes vægt på, at alle kunder uanset størrelse føler sig velkomne hos os. Derfor er sortimentet tilpasset, så det er let at handle, også selv om der ikke købes stort ind.

Trofaste kunder og medarbejdere
Det er imidlertid ikke kun familien Jepsen og de lokale kunder, der har en lang historie i firmaet. Den tætte kontakt og de gode relationer mellem medarbejderne kan aflæses direkte i ansættelsesstatistikkerne: 25-års jubilæer er ikke usædvanlige, og der er også hen ad vejen fejret flere 40-års jubilæer.

Vi er leverandør til private, til landbruget og til erhvervslivet. Aktiviteterne omfatter, foruden olie/benzin, trælast, byggeri, grovvarehandel også forretningsområderne udvikling, produktion og markedsføring af egne mærker indenfor grovvarer.