Det er i den grad ved at være forår (bortset fra snevejret den 21. april). Fuglene synger, træerne er ved at blive grønne, græsset gror og traktorerne kommer drønende rundt i svingene, stadig til stor overraskelse for min store MODIGE (ifølge ham selv) 8 års vallak, men sådan er det altså. Traktorer er tegn på forår!
Bedst som man kommer travende i vejkanten på den stolte forårs glade hest, der bare nyder at kommer ud over ridehallens kant, så sker det!
Man har egentligt hørt den, men slår det væk med, at den sikkert bare kører på en mark, men nej!!
Min store nu knap så MODIGE vallak knalder bremsen, krymper øjeblikkeligt fra 1,75 stg. til 90 cm i håb om at kunne kravle ned og gemme sig bag et græsstrå, så den store slemme traktor ikke gør ham noget.
Landmanden nærmer sig og kan se at panikken står skrevet med stort på min hest. Dens øjne er lige så store som tekopper og pulsen banker derudad med 200, mens han desperat prøver at finde et sted at gemme sig. Alt i mens sidder hans rytter (mig) og prøver at berolige ham med min mest overbevisende stemme,
Såå såå sååå, det er jo bare en lille bitte traktor, den er ikke farlig samtidig ser man sig selv gribe fat i både man og hale for at forberede sig på det forventede flugtforsøg!!
Nu er landmanden lige foran, han har sat farten helt ned og prøver nu på bedste flinkemaner at køre lige så langsomt forbi. Min store nu knap så stolte og overhovedet ikke modige vallak slår i voldsomt bakgear, og igen undrer jeg mig over, at jeg ikke kan finde det gear, når jeg skal bruge det.
Landmanden ser at den fremgangsmetode ikke virker og holder nu helt stille! Det virker, en lille (stor) peptalk og min vallak øjner chancen for at slippe forbi traktormonsteret.
Straks slår han i meget frisk ”jeg er overhovedet ikke bange” trav, og vi kommer helskindet forbi.
Min vallak fisker forsigtigt halen frem igen. Jeg vinker tak til landmanden og roser min nu, igen meget stolte og atter modige vallak, som tilsyneladende også virker ret selvtilfreds med sin præstation. Alt er lykkeligt glemt, og der er ingenting, vi ikke kan klare sammen!!
Vh. Jeanet Schelde Petersen – Konsulent Hestefoder.
