Nyheder

Kæmpe-siloer bygget på rekordtid

Byggeriet af nye siloer på Hornsyld Købmandsgaard A/S er forud for tidsplanen

De to store siloer, som Hornsyld Købmandsgaard A/S lige nu opfører på Bjørnkærvej i Hornsyld, er oppe i højden før planlagt, og byggeriet er to-tre uger forud for tidsplanen.
Virksomheden Dan-Corn A/S i Hedensted bygger i øjeblikket sit hidtil største kornsilo-anlæg for Hornsyld Købmandsgaard A/S, der opfører de to siloer i forlængelse af en eksisterende silo byget i 2012.
Hver silo rummer 8.000 ton og er 27 meter høje og 23 meter i bredden. 
Det forberedende jordarbejde til byggeriet gik i gang midt i februar, og selve byggeriet blev påbegyndt den 23. april.
Siden byggestart har 20-25 bygningsarbejdere været i gang med at rejse siloerne, hvor hver silo er samlet med 150.000 bolte.  Siloerne er nu ved at være oppe i den højde, de skal have, og herefter venter arbejdet med at etablere tårne, som skal bære gangbro og transportanlæg samt en del el- og teknikarbejde. Siloerne forventes at blive taget i brug omkring den 1. juli.

De to nye siloer er opført i rekordtempo med byggestart lige efter påske. Fra venstre Lars Christensen, Hornsyld Købmandsgaard A/S samt fra Dan-Corn projektkonsulent Michael Thomsen, projektleder Anders Helth og direktør Jens Munk Jensen.

Mangler konstant plads
Lars Christensen fra Hornsyld Købmandsgaard A/S siger, at de to nye siloer vil forbedre virksomhedens muligheder for at kunne håndtere stigende korn- og råvaremængder, også under pressede situationer.
- Vi mangler konstant plads, og vi har stigende tilgang af korn i høst. Derfor har vi brug for et anlæg, der har stor kapacitet og som kan drives effektivt hvad management angår. Mængderne er nemme at håndtere i disse siloer sammenlignet med i et planlager.
- Siloerne er meget rationelle rent arbejdsmæssigt, og vi kan trække 250 ton korn ind i timen. Ryger vi ud i en våd høst, har vi langt bedre mulighed for at håndtere mængderne og tage kornet ind til tørring.
Behovet for mere lagerplads er også opstået på baggrund af aktiviteterne i sojaproteinfabrikken TripleA i Hornsyld, som Hornsyld Købmandsgaard A/S og Agro Korn A/S fra Videbæk står bag.

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld
Tlf: 75 68 73 00
Direkte tlf. Trælasten: 75 68 77 22
Fax: 75 68 76 41
Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11