Nyheder

Hornsyld Købmandsgaard A/S ind på økologimarkedet

Er netop godkendt som økologisk virksomhed, og kan nu også servicere økologiske landbrug

Økologien udvikler sig med stor hastighed i disse år, og Hornsyld Købmandsgaard A/S går nu ind på det økologiske grovvaremarked inden for køb og salg af afgrøder og såsæd samt salg af økologiske råvarer og foder.

- Vi har fulgt udviklingen på økologi tæt over de sidste år, og vi kan se, at den økologiske produktion nu har udviklet sig til at være et reelt alternativ for flere kunder, siger salgsdirektør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard A/S.

Han oplyser, at Hornsyld Købmandsgaard netop har fået autorisation af NaturErhvervstyrelsen som en virksomhed, der må købe og sælge økologiske varer.

- Vi har fået et såkaldt autorisationsnummer, og vi kan nu sælge såsæd og formidle salg af korn til økologiske producenter. Vi henvender os til både små og store producenter, understreger han.

I forbindelse med autorisationen underlægger man sig en grundig kontrol, hvor man overholder økologireglerne inden for produktionsforhold, lagerbeholdning, varemodtagelse, rengøring, transport, procedure til sikring af adskillelse og meget mere.

- Vi skal kunne vise, at vi håndterer det her korrekt, og der er rigtigt meget, der skal dokumenteres i forbindelse med den økologiske drift.

- Økologien vokser og vi er klar på området, siger salgsdirektør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard A/S, der netop har fået sin autorisation som økologisk virksomhed.


Kan se et potentiale

Det ser ud som om, at den positive udvikling af økologiske produktion vil fortætte i 2017.

- Den vækst og udvikling vil vi gerne være en del af, siger Henrik Hedegaard og understreger, at Hornsyld Købmandsgaard A/S kan se et forretningsmæssigt potentiale i økologien.

- Vi går ind i det her, fordi vi tror på, at vi kan skabe en god forretning på området. Økologien er gået fra at være en niche til at være en reel mulighed for mange samt et alternativ til den konventionelle drift. Det er sådan, det er, og på den baggrund går vi ind på området.

- Vi er klar til at servicere og hjælpe de økologiske kunder med at optimere deres produktion og til at rådgive omkring de valg, der skal træffes.

Hornsyld Købmandsgaard A/S har nedsat et økologiudvalg, der fungerer som styregruppe for den økologiske del og som arbejder på at udvikle området, bl.a. også med henblik på at sælge økologiske råvarer og foder til husdyrproducenter.
 

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11