Nyheder

Giver gode råd om planteavl

Produktchef Hanne Schønning, Hornsyld Købmandsgaard A/S, rådgiver om aktuelle planteavlsforhold vedrørende planteværn, gødning og såsæd

Hvornår er det tid for svampebekæmpelse, er der skadedyr, skal der tildeles ekstra kvælstof nu og er det fornuftigt at give mangan?

Det går stærkt med væksten i alle afgrøder i disse uger, og det er afgørende, at man som planteavler konstant er opmærksom på, hvad der sker i marken, så man kan foretage den bedst mulige behandling af afgrøderne.



Produktchef Hanne Schønning, Hornsyld Købmandsgaard A/S, er klar med gode og aktuelle råd til planteavlerne. Hun har været ansat som produktansvarlig for planteavl på Hornsyld Købmandsgaard siden februar 2015, og med mange års erfaring inden for rådgivningsbrancen som planteavlsrådgiver, har hun en bred erfaring på området.

- Kunderne kan ringe og trække på mig, hvis de har brug for en vurdering og et godt råd, siger Hanne Schønning, der er uddannet jordbrugsteknolog med speciale inden for planteavl og fungerer som virksomhedens planteavlskonsulent, også med ansvar for sorter og såsæd.

Hver uge gennem vækstsæsonen skriver hun et aktuelt  MarkNyt, som Hornsyld Købmandsgaard sender ud til sine kunder.

Hanne Schønning tager også ud til grupper af landmænd, der gerne vil have vurderet afgrøderne og høre aktuelt nyt om planteværn, gødning og såsæd. Men hun rådgiver primært på enkeltmandsniveau.

Bedst og billigst

For Hanne Schønning er det vigtigt, at man som planteavler altid har fokus på ikke at gøre mere, end hvad der er rentabelt.

- Det handler om at udføre opgaverne i markbruget bedst og billigst, og om altid at have fokus på bundlinjen. Når jeg giver råd, kender jeg samtidig prisen på planteværn, og kan derfor kombinere tingene, siger Hanne Schønning, der har stor fokus på økonomien for den enkelte planteavler i sin rådgivning.

- Det er vigtigt, at man ikke gør mere end lige netop dét, der er rentabelt. Hvis man handler kemi og får rådgivning det samme sted, har man en god mulighed for at justere, fordi hektarprisen tænkes ind. Den kombination er vigtig, når det drejer sig om det samlede resultat.

- Nogle firmaer kører efter min opfattelse frem med en rådgivning med for mange behandlinger og for høje doseringer. F.eks. når det gælder svampebehandling i vinterhvede. Her er mit råd højst tre behandlinger.  Igen vil jeg sige, vi skal hele tiden se på bundlinjen.

Brug ekstra gødning fornuftigt

Når det gælder gødning, gælder det lige nu om at få mest muligt ud af, at tildelingskvoterne er sat op.

- Den ekstra gødning skal benyttes på bedste vis, og det er samtidig utroligt vigtigt at være opmærksom på, om vi nu også får tilstrækkeligt fosfor ud. På mange svinebedrifter er der et efterslæb på fosfor, det skal vi have fokus på.

- Som noget nyt skal vi nok til at overveje, om vi også skal give noget af gødningen om efteråret for at sikre planterne en god overvintring, det gælder både byg og hvede.

- Det er en god idé at få taget jordprøver, så man har et godt overblik over jordens tilstand og hvad den har brug for, siger Hanne Schønning og henviser til LMO, der udfører opgaven.

- Nu har vi lidt at gøre med på gødningssiden, så brug det nu fornuftigt, lyder det.

Etableringen var svær

Generelt om afgrødernes tilstand først i juni siger Hanne Schønning, at det generelt ser rigtigt godt ud.  Efter regnen sidst i maj kom varmen og dermed væksten, og nu sker der virkelig noget.

- Vi har dog været udfordret mange steder etableringsmæssigt. Et meget vådt efterår gjorde det svært, og de store nedbørsmængder har voldt problemer.

- Mange har måttet så om, nogle endda to gange, og de meget sent tilsåede marker med vårsæd kan dårligt nå at buske sig tilstrækkeligt.  Vi ser mange pletter og områder uden planter i markerne.

Udnyt nye muligheder

Hanne Schønning konstaterer, at der ikke er to år, der er ens i planteavlen.

- Det er jo i virkeligheden dét, der gør det fantastisk at arbejde med. Lad os hylde det.

- Lad os samtidig have fokus på de mange nye muligheder, vi som planteavlere har fået med en række ændringer i reglerne.  Mulighed for mere gødning, nye brakregler, nye regler for randzoner og andet. Udnyt de nye gode muligheder på bedste vis, lyder rådet fra Hornsyld Købmandsgaards planteavlsrådgiver.

Information

HORNSYLD KØBMANDSGAARD A/S

Nørregade 28
8783 Hornsyld

Tlf: 75 68 73 00

Mail: post@hk-hornsyld.dk
Cvr: 45 52 08 11